Jeg hedder Lisa Sólrun Christiansen, og jeg står bag Sólrun Design Greenland

Jeg er født og opvokset i Grønland og bor i dag i Nuuk.

Mine strikmønstre  tager udgangspunkt i grønlandsk kultur, håndværk og identitet. Strik har altid været en del af mit liv. Min aanaa (farmor) syede selv nationaldragter, min mormor, som var færing, sad altid med strikketøjet i hånden. Min mor strikkede også altid og underviste i at spinde moskusuld. Det var hende, der lærte mig at strikke.

Min far, Thue Christiansen, har designet det grønlandske flag, og betydningen af symboler, farver og kulturarv har derfor altid haft en naturlig plads i mit kreative arbejde.

Mine designs bærer grønlandske navne og er opkaldt efter mine børn, børnebørn og andre familiemedlemmer. På den måde rummer hvert design både en personlig fortælling og en forankring i den grønlandske kultur.

Jeg designer strik med respekt for traditionen og med et nutidigt udtryk. Mine opskrifter kan findes på Ravelry og hos udvalgte forhandlere i Grønland, Island og Danmark.

Har du spørgsmål?

Tøv endelig ikke med at spørge. Jeg er klar til at besvare alle spørgsmål du evt. måtte have – uanset om det omhandler mine strikkeopskrifter eller færdigstrikkede produkter.